Vind: Dong størst i sløvt offshore-halvår i Europa

Der blev færdiginstalleret mindre vindmøllekapacitet i Europas farvande i første halvår af 2016 end i samtlige af de fire foregående første halvår. Det viser branchestatistikken fra lobbygruppen Windeurope, tidligere kendt som EWEA.

114 offshore-vindmøller med en kapacitet på 511 megawatt (MW) blev tilsluttet til Europas elnet i årets første seks måneder – det var et dyk på hele 78 pct. fra samme periode af 2015, især på grund af et stort fald i aktiviteten i Tyskland. Samlet blev der rejst 182 vindmøller i perioden, men ikke alle blev koblet til elnettet, viser statistikken.

Dong Energy ejede i alt 25,2 pct. af den nye kapacitet og var dermed igen den største ejer på installationsfronten.

Til gengæld blev der i løbet af de seks måneder truffet beslutning om at investere i alt 14 mia. euro i nye vindmølleprojekter i Danmark, Finland, Tyskland og Storbritannien, hvilket vil give 3,7 gigawatt (GW) ny kapacitet – det var en fordobling i forhold til første halvår af 2015.

Windeurope forventer, at der vil blive investeret yderligere 5,2 mia. euro, svarende til 1,4 GW, i løbet af de kommende 12 måneder. Det skal hjælpe branchen og de europæiske lande på vej med at fordoble den installerede kapacitet fra 11,5 GW i dag til 23 GW i 2020.

Windeuropes tal viser også, at vindmøllerne tydeligvis bliver større og større. I halvåret var snitstørrelsen på en mølle oppe i rekordhøje 4,8 MW – en stigning på 15 pct. fra for et år siden.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and