Sommeren lakker mod enden: Undgå at blive nedtrykt, når hverdagen melder sig

Sand og vand mellem tæerne, formiddage i sengen og intet vækkeur, der insisterende ringer en ny dag ind.

For mange er sommerferien årets højdepunkt, og derfor kan det være svært at vende tilbage til arbejdet, når ferien ebber ud og hverdagen igen melder sig, forklarer erhvervspsykolog Majken Matzau.

»Det er helt normalt at opleve en vis ‘blues’, da man nu skal i gang med krav, travlhed og performance igen. Det betyder også meget, at der nu er et helt år til næste sommerferie,« siger hun.

Også konsulent og direktør af Uddannelseskompagniet Charlotte Juul peger på følelsen af frihed, som den helt store forskel mellem hverdag og ferie.

»Det handler først og fremmest om vaner og rytmer. Når du og jeg har ferie, så nuller vi lidt rundt og får en anden soverytme – alt er lystbetinget. Når man skal tilbage på arbejdspladsen igen, så skal vi ind i den daglige trommerom. Alene at stille vækkeuret får os til at tænke “uuuuf”,« siger konsulenten.

Industriferien er fortid: Vi arbejder i sommermånederne

Når første arbejdsdag efter ferien nærmer sig, er det derfor nyttigt at bevæge sig væk fra tanken om frihedsberøvelse og i stedet fokusere på de opgaver, som man glæder sig til ved arbejdet, som for eksempel bestemte arbejdsopgaver eller kollegerne, forklarer Charlotte Juul.

»Man skal sige til sig selv: Jeg er ikke nødt til at tage på arbejde – jeg har lyst til at tage på arbejde. Og så plejer jeg at sige, at man godt må lyve lidt for sig selv,« tilføjer hun.

Glem løn, bonusordninger og prestige: Gode kolleger giver den største arbejdsglæde

Ifølge Majken Matzau kan man »bevare den gode energi« fra sommerferien, når hverdagen skydes i gang, ved at følge tre råd:

1. Sørg for at få et par dage hjemme med ferie, førend man starter op på jobbet igen, i stedet for fx at lande om søndagen fra Malaga og så begynde træt på job næste morgen.

2. Sørg for at starte roligt op, og sæt tid af den første dag til at læse mails og catche op. Starter man op på fuld blæs efter sommerferien fra det ene sekund til det andet, får nervesystemet et chok, og det ødelægger den gode energi, man har fået bygget op gennem ferien.

3. Fortsæt med nydelsen, også selvom det nu er blevet hverdag igen. Gode middage er der stadig masser af mulighed for i de lune sommernætter i haver og parker, inden efteråret sætter ind.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and