Satire: Drengebarn uden diagnose fundet

Martin Sørensen fra Odense er tilsyneladende en helt almindelig dreng, der går til fodbold, passer sin skole og leger med kammerater. Men selv om man ikke kan se det, er der en ting, som adskiller Martin radikalt fra kammeraterne: Trods omfattende forsøg er det umuligt at påvise en diagnose for ham.

Espen Kragh, der er psykiater og ekspert i excessiv børnediagnostik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, fortæller, hvad et tværfagligt forskerhold opdagede, da de undersøgte den tiårige.

End ikke sengevæder

»Martin lider ganske enkelt ikke af noget som helst. Vi har tjekket alt, inklusive uddaterede og overlappende diagnoser, men ikke fundet tegn på hverken Aspergers syndrom, adhd, damo, autisme, ordblindhed, overintelligens, add, Tourettes syndrom, generaliseret angst, skolefobi, præstationsangst, overdrevne mængder gul galde eller ungdomssløvsind,« siger Espen Kragh og fortsætter med et opgivende suk:

»Han tissede i sengen som fireårig, men da det kun skete en enkelt gang, er det ikke engang nok til en meningsfuld klassifikation som sengevæder.«

Vil foreslå ny diagnose

Da Martins tilfælde er ganske unikt, ved fagfolkene endnu ikke, hvad de skal stille op med ham. Eller hvad det vil betyde for ham fremover, forklarer Espen Kragh.

»Martins forældre er selvsagt meget bekymrede for hans fremtidsmuligheder og sociale liv, for det er klart, at han risikerer at skille sig voldsomt ud blandt jævnaldrende i mange sammenhænge, og at forældrene også kan blive opfattet som mangelfulde. Derfor råder vi dem indtil videre til at sige, at han lider af en diffus form for hypernormalitet.«

Alt håb er dog ikke ude, og eksperterne arbejder nu på, at der i fremtiden kan tages hånd om Martin og andre med samme mangel på problemer.

»Vi har tilsyneladende at gøre med en ny form for lidelse. Indtil videre foreslår vi, at man kategoriserer tilstanden som Manglende Diagnostisk Syndrom eller mds, hvilket kan være det første skridt på vejen til at tage hånd om dette og eventuelt sætte ind med terapeutisk eller medicinsk behandling,« siger Espen Kragh.

Artiklen blev oprindeligt bragt den 8/9 2015.

Forfatterkommentar af Mikkel Andersson:

Denne artikel gjorde flere sure, fordi de mente, at den langede ud efter børn, som faktisk havde det hårdt, hvilket nu ikke var meningen. Som så ofte, når emnet er børneopdragelse, blev artiklen også temmelig populær.

En af mine venner, Espen Krogh, er den dag i dag overbevist om, at navnet på psykiateren i artiklen var et stik til ham. Det var det nu ikke. Af og til ender man bare med at hive navne, der er lidt for bekendte, ud af luften, som både nogle af redaktionens naboer og altså også Espen har erfaret.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and