Obama siger farvel efter otte år: »Jeg beder jer om at gøre det samme for hende, som I gjorde for mig«

Philadelphia

»Lad os afvise kynisme og frygt og vælge Hillary Clinton som USA’s næste præsident«.

Med et brag af en tale leverede præsident Barack Obama natten til torsdag dansk tid på det demokratiske partikonvent i Philadelphia et varm forsvar for at gøre sin rival fra valget i 2008 til USA’s næste og første kvindelige præsident.

»Jeg kan sige med fuld fortrøstning, at der aldrig har været en mand eller kvinde, der var mere kvalificeret til at tjene som USA’s præsident end Hillary Clinton, hverken Bill eller mig selv eller nogen anden,« sagde Obama i en lang hyldesttale til sin tidligere udenrigsminister, der samtidig markerede hans snarlige farvel til de demokratiske græsrødder som leder af partiet.

»Ingenting kan forberede en på opgaven at fungere i det ovale kontor. Før man sidder ved det bord, ved man ikke, hvordan man styrer igennem en global krise eller sender unge mænd i krig,« sagde han:

»Men Hillary har været i det rum og været en del af diskussionen. Hun ved, hvad der står på spil for arbejdende familier, for ældre, for små virksomhedsejere, soldater og veteraner, når regeringen træffer beslutninger. Selv i en krise lytter hun til folk og holder hovedet koldt og behandler folk med respekt. Og lige meget, hvor hårdt folk forsøger at slå hende ned, giver hun aldrig op.«

For 12 år siden holdt Barack Obama sin berømte tale på det demokratiske konvent, der med et trylleslag gjorde ham til en stjerne i partiet og fire år efter til USA’s første sorte præsident.

Talen onsdag aften i Philadelphia kom op på samme niveau og viste, hvorfor Obama kan blive Clintons bedste våben i valgkampen.

Obama talte om, at patriotisme og den amerikanske drøm handler om at hjælpe hinanden, om ærlighed og hårdt arbejde og om aldrig at give op, og at Hillary Clinton forstår det, fordi hun altid har stået midt i arenaen og aldrig på sidelinjen.

Med adresse til Donald Trump advarede han mod hjemmedyrkede demagoger, der spreder mørke visioner om supermagtens undergang.

Han kritiserede det republikanske konvent i Cleveland for at være dybt pessimistisk og uden visioner, men fyldt med  bebrejdelser, vrede og had.

I lange passager dyrkede han sit eget eftermæle og erklærede sig mere optimistisk end nogensinde på USA’s vegne på grund af alt det, der er opnået i de sidste syv et halvt år.

På en lang liste stod sundhedsreformen, den økonomiske genopretning med skabelse af 14 mio. nye jobs på toppen sammen med sociale sejre som retten til homoseksuelle ægteskaber.

Som en overraskelse dukkede Hillary Clinton selv op på scenen sammen med Obama under et buldrende bifald, da talen var slut, og præsidenten havde leveret sin sidste appel til græsrødderne.

»Jeg beder jer om at gøre det samme for hende, som I gjorde for mig.«

Foto: J. Scott Applewhite/AP
You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and