Næsten hver femte dansker begår denne køkkensynd

Pap for sig, glas for sig og plastik for sig. Det lyder simpelt, men det er alligevel langt fra alle danskere, der formår at holde tingene adskilt, når affaldet skal ud.

En ny rundspørge, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Ritzau Fokus, afslører, at der er stor forskel på, hvor gode vi er til at sortere vores husholdningsaffald. Næsten hver femte dansker indrømmer, at de aldrig eller sjældent sorterer deres køkkenskrald, så glas, plastik og pap kommer hver for sig.

På den positive side svarer godt 45 procent af de adspurgte, at de altid opdeler deres køkkenskrald.

Det spurgte vi om:

I hvor høj grad sorterer du dit køkkenskrald, så plastik, pap og glas bliver sorteret fra?

  • Altid: 45,1 procent
  • Ofte: 26,9 procent
  • En gang imellem: 10,1 procent
  • Sjældent: 9,1 procent
  • Aldrig: 8,8 procent

1.021 repræsentative personer har deltaget i undersøgelsen, der er foretaget af analyseinstituttet Wilke for Ritzau Fokus.

– De fleste undersøgelser viser, at størstedelen af danskerne gerne vil sortere deres affald. Men derfor kan man jo godt synes, at det kan være besværligt, siger Sine Beuse Fauerby, der er energi- og miljøpolitisk medarbejder hos Danmarks Naturfredningsforening.

Derfor bør du undgå plastikknive

Det kommer dog også an på, hvor i Danmark man spørger. Der findes nemlig næsten lige så mange forskellige slags affaldssorteringer, som der er kommuner, siger hun.

– Så der er forskel på, hvor meget af dit kildesorterede affald der bliver hentet hjemme hos dig selv, og hvor meget du selv skal køre på genbrugspladsen med, siger Sine Beuse Fauerby til Ritzau Fokus.

Det er ofte op til folks egen grønne samvittighed at få kildesorteret affaldet, for der kommer ikke nødvendigvis nogen og kontrollerer din skraldespand. Og selv om det virker som en lille ting at adskille glas, plastik og pap, så er det noget, der gavner i det store miljøbillede, lyder vurderingen.

– Det gavner miljøet, at vi sorterer affaldet, og det gavner, at vi får mere fokus på, hvad vi rent faktisk smider ud, mens vi sorterer vores affald. Der er for eksempel et kæmpe overforbrug af plastik i vores husholdning, forklarer Danmarks Naturfredningsforenings energi- og miljøpolitiske medarbejder.

Det behøver ikke være svært at ændre småting i din dagligdag, der gavner miljøet og giver dig bedre samvittighed. Det handler blot om at ændre vaner og gøre det nemmere for sig selv at sortere affaldet.

Særligt én havetype oplever massiv fremgang: Forening kimes ned af havefolk, der vil være en del af succesen

– Man kan eksempelvis indrette sine køkkenskabe, så man har flere spande i stedet for bare at have en spand, når man skal smide sit affald ud. Så er det allerede meget lettere, lyder rådet fra Sine Beuse Fauerby.

-Mange køkkenfirmaer har allerede lugtet lunten, så der sælges mange forskellige smarte indretningsmuligheder, så man kan gøre det lettere for sig selv at sortere affald, siger Sine Beuse Fauerby, der også understreger, at det ikke behøver at være så svært at få resten af familien med på ideen om at kildesortere affaldet.

– De fleste børn forstår godt, hvis man forklarer dem, at genbrug giver mening, og at metal kan blive til nyt metal. Det er logisk nok for dem, siger hun.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and