McDonald’s serverer federe indtjening trods slanket toplinje

McDonald’s kom ud af andet kvartal med en lidt højere indtjening – trods at salget gik tilbage.

Den globale kæde langede burgere, pomfritter, drikkevarer og andre kalorier over disken for 6,27 mia. dollar i april, maj og juni, hvilket var et fald på 4 pct. fra samme kvartal i 2015. Fraregner man valutaudsving, var der dog kun tale om et dyk på 1 pct.

Det sammenlignelige salg blev øget 1,8 pct. i USA, hvilket var en skuffelse i forhold til de ventede 3,2 pct. ifølge Bloomberg News.

Driftsoverskuddet voksede dog til 1858 mio. dollar – en fremgang på 3 pct. målt i lokal valuta.

På bundlinjen faldt indtjeningen per aktie godt nok til 1,25 dollar fra 1,26 dollar, men ser man bort fra engangsomkostninger og valutaudsving i de to kvartaler, bryster McDonald’s sig af en 13 pct.s fremgang på bundlinjen.

McDonald’s bruger blandt andet penge på at omstrukturere ved at genfranchise butikker, som selskabet hidtil har drevet. Målet er, at 95 pct. af alle kædens restauranter skal køre efter franchise-modellen.

Samtidig er der også brugt penge på at slanke administrationen og flytte hovedkvarteret til centrum af Chicago fra en af byens forstæder.

Aktiemarkedet reagerer surt på regnskabet med et kursdyk på 3,6 pct. til McDonadl’s i formarkedet.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and