Kommuner: Regeringen tvinger os til papirnusseri

Regeringens politik har medført betydeligt mere administrativt bøvl, lukkedage for borgerhenvendelser og ekstra udgifter i kommunerne.

Det er meldingerne fra en række kommunale chefer, som Jyllands-Posten har været i kontakt med.

Fredag får tusinder af personer for første gang udbetalt den nye integrationsydelse, og det er én af de ydelser, som har givet betydeligt merarbejde, forklarer Jeppe Sørensen, leder af Socialcenter Integration, Aalborg Kommune.

»Afbureaukratisering er en by i Rusland for os. Det er den stik modsatte vej, det går,« siger han og forklarer, at de nye ydelser kan sammensættes på så mange forskellige måder, at det er vanskeligt både at administrere og at forklare borgerne, hvorfor de får udbetalt det, som de gør.

»Det handler ikke bare om, hvorvidt en person er forsørger eller ikke forsørger, eller om en person er over eller under 30 år. Der er efterhånden imellem 50 og 60 forskellige måder at sammensætte ydelserne på, så vi bruger rigtig meget tid på at sikre os, at vi udbetaler det rigtige,« siger Jeppe Sørensen.

Ud over integrationsydelsen er også 225-timersreglen og det nye kontanthjælpsloft med til at give ekstra administration, lyder det fra flere kommuner.

Ekstra personale

I Aarhus har det været nødvendigt at ansætte ekstra personale for at håndtere regeringens nye regelsæt, mens Randers Kommune har været nødt til at holde lukkedage for borgerhenvendelser.

»Jo mere kompleks du laver en lovgivning, jo mere kompleks er den at administrere. Der er ingen tvivl om, at integrationsydelsen, 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet har givet os mere at se til,« siger driftschef i Aarhus Kommune, Anna Marie Mikkelsen.

Venstres fungerende politiske ordfører, Jacob Jensen, erkender, at regeringens politik betyder ekstra administrative opgaver i kommunerne.

»Det at nedsætte ydelserne for bestemte grupper kan ikke gøres, uden at det har nogle administrative omkostninger. Det har været en kendt sag fra starten af, at sådan må det være,« siger Jacob Jensen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and